Han tilhører den yngre generation af Brøndbyfans, men Karl Arly har helt styr på historien og traditionerne. Mød den seneste vinder af FFB-quizzen, der nu kan smykke sig med gode sager fra Brøndby Support-shoppen.
23-årige Karl Arly Jacobsen fra Amagerbro varmer op til Brøndbys hjemmekampe på klassisk vis.
-Jeg mødes med mine venner i hytten, drikker nogle øl, hvor vi vender ugens gang, og får bygget en god stemning op, inden vi skal på Sydsiden og skråle med lungernes fulde kraft, fortæller den professionsstuderende københavner.
Inden kampen mod AGF forrige weekend, blev der også lige tid til en tur i FFB-boden, og her kom den boglige begavelse til sin ret. Karl Arly svarede rigtigt på samtlige spørgsmål i dagens quiz, der handlede om tidligere sportsdirektører i Brøndby
Efter lodtrækning blandt de øvrige respondenter med fuldt hus, gik sejren til Karl Arly, der startede livet som Brøndbyfan til en hjemmekamp mod Esbjerg i august 2010. - På det tidspunkt havde posten som sportsdirektør i Brøndby stået tom siden Anders Bjerregaard året forinden måtte tage sin afsked.
Det var ikke den nemmeste periode at være Brøndbyfan, men Karl Arly faldt alligevel pladask for det sammenhold, der omgiver klubben. En kærlighed, der har varet ved i tykt og tyndt.
-Det store engagement og fællesskab man oplever omkring klubben gør mig stolt. F.eks. I fanafdelingen, hvor vi fans har mulighed for at blive hørt og råbe højt, når vi er utilfredse. Men også i Brøndby Support, som sørger for god stemning og godt fællesskab i hytten, og i forbindelse med udebaneture, hvor de også sørger for en god oplevelse. Det er også den store aktive fanscene, som sørger for at skabe en god stemning, uanset om det er på hjemmebane, i det mørke Jylland eller på en europæisk aften.
Jeg bliver også stolt at initiativer som Fodbold Forening Brøndby, der har til formål at sørge for at vi fans en dag forhåbentlig kan få mere kontrol over ejerskabet af klubben.
Arly til party
I 2021 kom den store forløsning. Især for de fans, der kom til efter de glade dage i 90’erne, og aldrig havde smagt et mesterskabs sødme.
Karl Arly måtte tage alternative midler i brug, da Corona-tidens begrænsninger gjorde, at han ikke fik plads på stadion til mesterskabskampen. Det lagde dog ikke en dæmper på følelserne.
-Jeg tror ikke at der er noget, der kan slå de sidste dage af mesterskabsspillet i 2021. Først og fremmest miraklet i Aarhus, hvor vi spiller en vanvittig kamp mod GF, og får skrabet en sejr hjem, selvom meget gik imod os i den kamp. Derefter er der selvfølgelig den allersidste kamp på hjemmebane, hvor vi selv kan afgøre mesterskabet. Der var en fantastisk stemning den dag, først med march fra Brøndbyøster Torv til stadion, hvor jeg sad ude foran og så den på mobilen, hvilket mange andre håbefulde også gjorde. Da kampen bliver fløjtet af er der en kæmpe forløsning, og da de åbner op for portene til stadion, og vi kommer ind, bliver det bare vildere. Resten af aftenen havde vi en kæmpe fest i hytten og rundt omkring stadion, og det var stort at opleve den glæde blandt os alle, som mesterskabet bragte. Det var fantastisk at overvære Brøndby vinde mesterskabet efter at have ventet så mange år, og så var det også bare et fedt Brøndby hold, som havde kæmpet sig frem til det igennem hele sæsonen og leveret en stærk holdpræstation.
Med sin præstation i FFB-quizzen modtager Karl Arly et gavekort på 350 kr. til Brøndby Support-shoppen.
I FFB kæmper vi for at det fællesskab og sammenhold, der altid har været klubbens vigtigste varemærke og vitale styrke, får reel bestemmende indflydelse på Brøndby i fremtiden.