Det nuværende ejerskab holder den triste tradition i hævd og præsenterer endnu engang et dundrende underskud. Imens knokler Fodbold Forening Brøndby frivilligt hver eneste dag for en professionelt drevet klub, med en bæredygtig økonomi, og en ledelse, som har sin autoritet fra alle os, der har givet vores hjerter til klubben.
Siden Brøndby IF kom på private hænder i 2013, har klubben præsenteret det ene blodrøde regnskab efter det andet. Det har ikke ændret sig under det nuværende ejerskab, Global Football Holdings. Tværtimod er den økonomiske gearing højere end nogensinde. Igår fremlagde klubben et nyt svimlende underskud på hele 131 millioner. Det er det største deciderede driftsunderskud i Brøndbys historie, ifølge Medianos meget velinformerede ekspert. Vi har tabt 358.904 kr. om dagen.
Det samlede tab siden siden ejerskiftet løber op i en kvart milliard, og klubben har samtidig optaget et lån hos ejerskabet på 223 mio., hvoraf 178,5 mio. allerede er brugt. Ifølge Ekstra Bladets beregninger afdrager vi med 10 mio. kr. om året på lånet. Økonomisk bliver vi hvert år distanceret med nye længder af FC København og FC Midtjylland.
Skrækfortællingen fortsætter i diverse analyser i sportspressen, men som Brøndbyfans kender de fleste af os jo desværre historien alt for godt, så vi skal spare vores læsere for flere ubehagelige detaljer.
Stå sammen
Til gengæld, vil vi på kraftigste opfordre alle Brøndbyfans til at stå sammen, nu, ved at melde sig ind i FFB, så vi kan få ændret denne fortælling. For øjeblikket tjener vi i følge vores dygtige kasserer 430 kr. om dagen. Et beskedent beløb, men trods alt 359.904 kr. mere end hvad det nuværende ejerskab og ledelsen kan prale af…
Ok, vi indrømmer, det er lidt søgt. Det er selvfølgelig klart, at vi skal MEGET højere op. Vi skal have mange flere medlemmer, og helst også nogle med bredere skuldre end den typiske fan er udstyret med. Derfor snakker vi også med investorer, der kunne være interesseret i at indgå i et ejerskab, hvor fællesskabet har bestemmende indflydelse.
Og så skal vi have vores formue til at vokse. Tidligere på sommeren foretog vi vores første investering, som allerede har givet afkast. Endelig skal vi presse på for at få indført regler i dansk fodbold, der vil gøre et seriøst fanejerskab med orden i økonomien lettere at indføre.
Vores klub - Vores ansvar
Vi kan ikke længere klynge os til håbet om at lykken på et tidspunkt vender, hvis blot ejere fortsætter med at skyde nye millioner ind i forretningen. Brøndby IF skal stå på egne ben og være en klub i sin egen ret. FFB vil derfor rejse økonomiske midler, til helt eller delvis opkøb af aktier, den dag de nuværende ejere måtte sælge.
Find et medlemskab her: https://www.ffbrondby.dk/bliv-medlem-landingpage
Vi har skrevet det igen og igen. Brøndby hører bedst til hos alle os, der har givet vores hjerter til klubben, fordi vi hver især allerede er dybt investeret i klubben. Ikke blot med vores surt tjente penge (Brøndby har solgt merchandise for 42,5 mio. i regnskabsåret), men også med vores tid og frem for alt med vores følelser. Vi vil som fælllesskab altid sætte Brøndby forrest.,GFH sagde det faktisk selv på side 75 i det meget lange prospekt, som blev udgivet, da det ved årets start, var nødvendigt med en aktieemission for at få flere penge i kassen.
-De seneste år har der været en tendens mod differentierede ejerskabsstrukturer. Inklusiv fanejerskabsmodeller, som prioriterer klubbens langsigtede interesser over kortsigtet finansiel gevinst. Omvendt har indtoget af milliardær-ejere og enerådende formuefonder i fodbold ført til et stigende forbrug, som stiller spørgsmål omkring den langsigtede levedygtighed og retfærdig konkurrence. (Oversat fra engelsk, red)
Afsnittet er efter alt at dømme forfattet af kunstig intelligens, så et kvalificeret gæt er, at det må være kommet med i prospektet ved en fejl. For hvis de mener det oprigtigt, er det jo lidt mærkeligt at kapitalfonden lige netop har erhvervet sig 50,00000001 procent af aktierne og dermed sidder på den enerådende magt.
Hvor om alting står, er vi meget enige.
Vilje af stål
I en klub som Brøndby skal den bestemmende myndighed selvfølgelig udgøres af fællesskabet. Det samme fælleskab, som altid har været klubbens varemærke og vitale styrke. Det er op til os at udvise rettidig omhu og bruge vores enorme engagement og samlede økomiske styrke til at sikre en sund klub til de kommende generationer. Det kræver, at vi tænker meget længere end næste weekends kamp.
Det kræver, at vi står sammen om Ét Fælles Mål: At sikre fællesskabet mest mulig indflydelse på ledelsen og ejerskabet af Brøndby IF i fremtiden.
Lad os gøre Stoltheden Kolossal Igen!