Den initiativrige stemningskaber, Rasmus Augustesen, ligger ikke på den lade side her i vinterpausen. I sit civile liv kæmper den nybagte far en brav kamp for at holde vejene fri for sne, og samtidig har han, som nyt bestyrelsesmedlem i FFB, kastet sig over opgaven med at skabe et Brøndby, der er ejet af fælleskabet.
35-årige Rasmus Kähler Augustesen har elsket Brøndby hele sit liv. Som barn var han fascineret af Olsen Banden, og derfor var det på en eller anden måde naturligt også at holde med Brøndby. Også selvom han i Kalundborg stod ret alene med sin Brøndbytrøje i skolegården.
-Der var noget med sammenhold og den lilles kamp mod den store, beretter Augustesen og spoler frem til 2022, hvor tilværelsen som Brøndbyfan pludselig tog noget af en drejning. På bagkant af et voldeligt optrin efter et derby, blev han for en stund midtpunkt for hele fodbold-Danmarks opmærksomhed.
-Det begyndte med, at jeg lavede en indsamling i kølvandet på en episode, hvor nogle FCK-fans var blevet truet til at smide deres trøjer i toget. Det førte til, at jeg kom vidt omkring i medierne. Tiltaget skabte en høj grad af sammenhold på tværs fans fra forskellige klubber. Det gav Rasmus blod på tanden.
Styrke og rigdom
-Det var en stærk påmindelse om, hvor meget fans kan, når vi løfter i flok. Siden har jeg været dybt involveret i alt fra faninitiativer og stemningsarbejde til sociale indsatser som indsamlinger til Red Barnets julehjælp til familier, forklarer familiefaren, der netop er flyttet til Holbæk med konen Sabine og deres blot 4 måneder gamle datter, Daimi.
-To mennesker som har gjort mit liv rigere, dybere og mere meningsfuldt end nogensinde før.
Som medstifter af gruppen, Radices har Rasmus de senere år taget ansvar for at genetablere stemningen på Nedre Syd.
-Jeg har ageret capo, malet flag til langt ud på natten, skrevet spillersange og været med til at forme budskaberne på bannere. En stor del af arbejdet har også handlet om at oplære de yngre fans i Brøndbys værdisæt - både det, man kan høre, og det man kun kan mærke.
Kaos og kærlighed
Indsatsen har bragt ham i tæt kontakt med mange forskellige fans og dele af fanmiljøet. Ad den vej, har han lært, at selvom uenighederne er virkelig mange, forstår vi som ingen andre at løfte i flok, når det gælder.
-Brøndbyfans har en særlig evne til på én og samme tid at diskutere farvekoder til et flag-projekt i 40 minutter og så tre minutter senere stå totalt samlet om et budskab uden at blinke. Det siger alt om passionen, kaosset og kærligheden, som man kun finder lige netop her.
For mig er Brøndby ikke et produkt eller et brand, men en levende kultur bygget af mennesker, frivillighed og den der særlige vestegnske stædighed, som jeg efterhånden må indrømme, at jeg selv bærer ret tydeligt.
På det seneste har Rasmus gjort god brug af sin vestegnske stædighed i jobbet som kundeansvarlig hos Snevagten A/S i Rødovre.
Snehund og bogorm
Den uddannede markedsføringsøkonom har stor interesse fodboldens mere politiske lag. Når flyttekasserne er blevet pakket ud skal der findes plads til mere end 50 bøger om emnet i reolerne. Denne tilegnelse af viden har bla. ført til en række artikler for mediet Reclaim The Game om sportswashing, flerklubsejerskaber, menneskerettigheder og korruption i fodboldens styrende organer.
Og nu til en plads i FFB’s bestyrelse.
-Min kritik har aldrig handlet om at være negativ, men om at værne om sportens værdier. Når noget skubber fodbolden i en retning, hvor fans og fællesskab taber, så mener jeg, at man har pligt til at sige det højt.
Fadøl eller Fanindflydelse?
At jeg i dag sidder i bestyrelsen for Fodboldforening Brøndby er en naturlig forlængelse af den rejse. Foreningen står for netop det, jeg tror på: mere fanindflydelse, større transparens og en stærkere forankring i de værdier, klubben er bygget på. Jeg er stolt over at være med til at arbejde for den langsigtede vision om en klub, der er ejet af fællesskabet og for at sikre, at Brøndby ikke mister sin sjæl i en tid, hvor fodbolden udvikler sig hurtigt - nogle gange lidt for hurtigt.
Gør som Rasmus og hundredevis af andre gode Brøndbyfans og meld dig ind i Fodbold Forening Brøndby. Der koster blot 50 kroner om måneden at være med i kampen for et demokratisk kontrolleret Brøndby ejet af et bredt fællesskab.
Med de seneste stigninger er det nu syv kroner mindre end prisen for én fadøl på stadion☝️