Den bestemmende myndighed i Brøndby IF skal i fremtiden udgøres af det fællesskab, som altid har været klubbens varemærke og vitale styrke. Det svarede et overvældende flertal i søndagens quiz, der, sammen med varme popcorn, gav anledning til mange gode snakke i FFB-boden foran Hytten.
Det tidlige spilletidspunkt søndag eftermiddag fik lokket mange børnefamilier til stadion, og det kunne mærkes på popcornbeholdningen i FFB-boden før kampen. Mens ungerne stod i kø, benyttede mange af de tålmodigt ventende forældre lejligheden til at svare på dagens quiz, der handlede om regler for ejerskab og ejerforhold i de danske fodboldklubber.
Til spørgsmålet - ‘Hvem skal have afgørende magt og ansvar i Brøndby?-svarede kun fire procent; - én person, eller, én virksomhed. Tre procent pegede på vores højtærede formand for FFB, Jesper Friberg, mens hele 93 procent svarede, at den bestemmende myndighed skal tilhøre et bredere fælleskab.
Det sidste er i alt i sin enkelhed præcis det vi kæmper for i FFB.
Respondenterne var mere i tvivl omkring de øvrige spørgsmål.
43 procent havde ret i, at klubejerne selv har bestemt de minimale ejerskabsregler i Danmark gennem Divisionsforeningen. Resten pegede enten på DBU, UEFA eller Folketinget.
Reglerne stiller hverken krav om økonomisk bæredygtighed, fuld åbenhed eller etisk ansvarlighed. Danske klubejere må dog ikke være dømt for kriminalitet. Det svarede 36 procent rigtigt på.
Det går stærkt med ejerforholdene i fodboldklubber.
Hver femte respondent vidste at fem danske klubber for øjeblikket er på hænderne af multiklubejerskaber, mens godt hver tredje korrekt svarede at tre danske superligaklubber er udenlandsk ejede.
Småaktionærer ejer hele 40 procent af Brøndby IF. Det svarede kun hver syvende rigtigt på.
GFH ejer præcis 50,00000001 procent af aktierne i selskabet, og sidder dermed på den afgørende magt og kontrol. Det svarede lige under halvdelen rigtigt på.
Som vi her på siden har fortalt om i talrige artikler, er tribunerne fyldte i Tyskland og Sverige, og klubberne er aldeles sunde og veldrevne. Alligevel har justitsminister Jakob Engel-Schmidt påstået overfor Folketinget, at man ikke kan sige noget generelt om 50+1-reglens effekter i Sverige og Tyskland. Det svarede 23 procent rigtigt på.
Hverken tidligere mangeårig fanrepræsentant i Brøndbys bestyrelse, Sune Blom, tidligere sikkerhedschef, Emil Bakkendorf, eller, nuværende bestyrelsesmedlem af FFB, Rasmus Augustesen, står bag citatet, ‘der er ikke noget bedre end lokale ejere’.
Men det er gode bud.
Som 38 procent svarede, var det dog overraskende nok, GFH’s øverste chef, David Blitzer, der sidste år udtalte ordene, da han opgav aktiemajoriteten i amerikanske Real Salt Lake.
Hvis to klubber med samme ejer kvalificerer sig til den samme europæiske turnering, kræver UEFA, at kontrollen i en af klubberne skal overgå til en Blind Trust. 60 procent svarede rigtigt.
Godt 10 procent mente indbyrdes opgør mellem to klubber med samme ejer, skal afgøres af sangkonkurrencer og slåskampe i skoven mellem klubbernes fans…
2,86 procent svarede rigtigt på alle spørgsmål. Vi trækker lod om et gavekort til Brøndby Support shoppen blandt de to respondenter senere i dag. Vinderen offentliggøres i morgen.
Meld dig ind i FFB, hvis du også synes, at det brede fællesskab, som altid har været klubbens varemærke og vitale styrke, skal udgøre den bestemmende myndighed i Brøndby IF.