Kan fans eje en fodboldklub?

Kan fans eje en fodboldklub?

13. april 2026 15:19 , af Filip Bekic Bladt

.............Det korte svar er et rungende og klart JA!

Fans kan sagtens eje en fodboldklub eller være en stor del af ejerskabet. Det er der utallige eksempler på i fodboldklubber verden over – klubber, som endda er både succesfulde og bæredygtige.

 

En af de mest fantastiske historier om dette, finder man i Wimbledon. En forstad til London, som nok er mest kendt for sin årlige tennisturnering Wimbledon Championsships. Men dette område rummer også en fascinerende historie om en fodboldklub som nægtede at dø. Wimbledon FC hed den gamle fodboldklub i byen som blev stiftet i 1889. Selvom klubben måske ikke hørte til blandt de største i England, var den en af stifterne til Premier League som vi i dag kender som verdens bedste liga. Klubben vandt også FA Cuppen i 1988.

Efter den tragiske Hilsborough-katastrofe i 1989 hvor 97 Liverpool fans mistede livet, blev der indført skærpede sikkerhedskrav. Det betød at Wimbledon i 1991 ikke længere måtte spille på deres hjemmebane Plough Lane. Efter nedrykningen fra Premier League i år 2000 kom klubben i økonomiske problemer. I 2002 blev klubben overtaget af norske investorer, som ikke mente, at det var rentabelt at have en fodboldklub i Wimbledon, blandt andet på grund af den hårde konkurrence i London. Derfor besluttede den nye ejerkreds at flytte klubben omkring 100 km væk til Milton Keynes. Ejerne fik grønt lys fra det engelske fodboldforbund FA og Wimbledon FC var nu blevet til MK Dons.

Flytningen skabte massive protester blandt de lokale fans i Wimbledon. De besluttede hurtigt at starte deres egen klub AFC Wimbledon. Med hjælp fra fans, lokale virksomheder og ildsjæle blev klubben en realitet i 2002, kun få uger efter flytningen. Stifterne af den nystartede klub blev enige om, at klubben skulle være 100 % fanejet, så man aldrig igen ville risikere at miste den.

Klubben startede helt fra bunden i den niende bedste række og første opgave var at finde spillere. I løbet af de første ni år, rykkede klubben op fem gange. Sideløbende med at klubben klarede sig godt på det sportslige plan, blev klubben også drevet professionelt med en klar retning og et stærkt fokus på egne værdier. I 2011 var der igen professionel fodbold i Wimbledon.

Desuden har klubben et af de længstvarende samarbejdsaftaler med det legendariske spil Football Manager, som stort set lige siden klubbens grundlæggelse, har været trøjesponsor for holdet. På udebanetrøjerne har Football Manager også givet plads til, at velgørende organisationer udfylder sponsorpladsen i stedet for deres eget logo.

 

En klar strategisk retning fra ejerskabet og ledelsen har vist at intet er umuligt. I 2020 kunne klubben endda vende tilbage til et helt nyt og topmoderne stadion på den gamle adresse ved Plough Lane.

 

I dag spiller AFC Wimbledon i League 1 (den tredjebedste engelske række) og MK Dons spiller i League 2 (den fjerdebedste engelske række.) 75 % af klubben ejes af The Dons Trust, som er klubbens fanejede forening. Medlemmerne kommer fra hele verden og medlemstallet vokser stadig. I dag er der ca. 7.824 medlemmer. Der findes flere forskellige medlemskaber, men alle har samme stemmeret til generalforsamlingen. Et helt almindeligt medlemskab koster årligt 30 pund (lidt over 250 danske kroner). De sidste 25 % ejes af mindre aktionærer og lokale investorer. The Dons Trust har i år meldt ud at de er interesseret i en eller flere investorer, men kun hvis fansene bevarer kontrollen med mindst 50,01 %.

 

Historien om AFC Wimbledon er nok meget speciel og yderst usædvanlig, men den fortæller os noget meget vigtigt:

Intet er umuligt hvis man er mange nok der tør drømme og kæmpe.

En klub uden fans, er ingen klub. En klub uden sjæl og identitet har ingen fans. Økonomi spiller en vigtig rolle i dagens fodboldverden, men kan aldrig stå alene.

 

I Fodbold Forening Brøndby er vi ikke naive. Vi ved godt at det kræver mange penge at drive en fodboldklub. Men vi tror også på at fællesskabet skal være en central del af fremtidens ejerskab. Hvis Brøndby skal overleve og samtidig være relevant og interessant for de næste generationer af fans i fremtiden, så er retning og identitet altafgørende. Ellers risikerer Brøndby at blive en klub som alle andre - og i det kapløb taber vi.

Men sammen kan vi løfte Brøndby. Vi må ikke glemme klubbens kultur, identitet og historie. Med stigende konkurrence i fodboldverdenen er det vigtigere end nogensinde at kende sine værdier.

Så ja - fodboldklubber kan sagtens ejes af fans. Både i større eller mindre grad. Og hvis der er noget historien har lært os, så er det, at lokal opbakning og forankring er altafgørende for fremtidig succes. Penge er vigtige, men retning og identitet endnu vigtigere.

Og det kommer indefra. Fra os fans.

 

Bliv medlem af Fodbold Forening Brøndby