Artiklen er skrevet af vores medlem Filip Bekic Bladt
Superligaen går ind i sin slutfase og mens Brøndby jagter europæisk fodbold på banen, så jagter klubben samtidig folk til de ledende positioner udenfor banen. Resultaterne i Brøndby har mildt sagt ikke være prangende i lang tid, men mindst lige så bekymrende er den larmende tavshed fra ledelsen og ejerskabet. Fokus i Brøndby handler desværre ikke kun om hvad der foregår på banen, men mindst lige så meget om det der foregår udenpå banen.
Den 11. april, for godt en måned siden, sendte Fanafdelingen et bekymringsbrev til ejerskabet i klubben. Et brev med overskriften: ”Kære ejerskab – har i hænderne på rettet?” Et åbent brev med helt legitime bekymringer.
Brevet blev besvaret nogle dage senere i meget brede vendinger, og med en tone som lyder: Vi tager jeres bekymringer seriøst. Desværre oplever vi igen larmende tavshed fra ledelsen i klubben. Besvarelsen var uden tydelig afsender og uden konkrete håndgribelige handlinger. Det eneste konkrete budskab var:
Vi forventer, at vi i løbet af de kommende uger kan give et klart billede af den fremtidige ledelse.
En måned senere har vi stadig INTET hørt. To yderst vigtige stillinger i klubben er fortsat ubesatte og den eneste der kommunikerer på klubbens vegne, er cheftræner Steve Cooper. En træner som burde have vigtigere ting at bruge sin tid på, end at forsvare og forholde sig til de udfordringer der er i ejerskabet og ledelsen. Denne situation er uholdbar og kan ikke undgå at påvirke spillere og trænerteam.
Fredag den 1. maj blev der afholdt bestyrelsesmøde i klubben. Man må forstå, at alle var fløjet ind til Brøndby, for at diskutere klubbens nuværende situation. IGEN! Er der intet kommet ud af det møde.
Jeg har fuld forståelse og respekt for, at der er ting i en fodboldklub der er fortrolige og der er nogle processer som offentligheden ikke nødvendigvis skal kende til. Men når man ikke-kommunikere, så kommunikerer man også. Og man sender nogle signaler til spillere, fans og samarbejdspartnere som er uhensigtsmæssige og som gør det svært at planlægge på den lange bane. Det hele virker som kortsigtede løsninger uden tydeligt perspektiv.
Så kære GFH. Kom nu på banen.
VIS JER! Fortæl hvad jeres plan er for klubben. Hvilken tidsplan har i for ansættelser på nøglepositionerne? Hvor er kaptajnen på skibet? Kaptajnen, der viser retningen og tager ansvar.
I snart fire år har vi hørt, at klubben skal i Europa, men vi har aldrig hørt en reel strategi for hvordan vi kommer derhen? Vi er blevet overhalet af klubber, med langt mindre budgetter end Brøndby, fordi de har en tydelig retning og en klar strategi. De store ord forbliver tomme og fansene mister troen på projektet, hvis der kun bliver kommunikeret én gang om året til den årlige generalforsamling.
Vi har brug for en fortælling. En retning. En vej, vi kan forholde os til. En vej som der rækker længere end næste weekends kamp. En vej som også kommunikeres fastholdes i dårlige tider. Vi har ikke brug for en larmende tavshed, som skaber uvished for alle i og omkring Brøndby.
Fortæl os, hvad vi vil - og vis os det. Dont tell it – Show it! For tomme tønder buldrer mest, og inden vi får set os om, står vi overfor en ny restart og endnu en aktieemission. En dyr omgang for vores klub. Så vis os vejen GFH, så vi har noget at forholde os til.
Kommentar fra FFB - FFB arbejder for et Brøndby IF med mere åbenhed, stærkere demokratisk forankring og ejere, der er tættere på klubben og kulturen omkring den. For ledelse handler ikke kun om kapital og store ord – det handler også om nærvær, kommunikation og tydelig retning.
Når fans investerer deres følelser, tid og loyalitet i klubben, skal de også opleve en ledelse, der tør stå frem, kommunikere og tage ansvar.