Provinsklub på lokale hænder smadrer den schweiziske liga

Provinsklub på lokale hænder smadrer den schweiziske liga

14. maj 2026 16:43 , af Søren Ørn Olsen

FC Thun har vundet det schweiziske mesterskab for første gang i sin 128-årige historie - I suveræn stil. I 2024 overtog lokal investor aktieandel fra skandaleramt MCO, og efter flere år i dvale, vågnede klubben i den grad op til dåd. 

Der er kun plads til 10.000 tilskuere på stadion. Det svarer til godt en fjerdedel af byens indbyggere.  Holdet rykkede op i den schweiziske Super League sidste år, og med et lavt spillerbudget, var de spået en svær tilværelse. Men FC Thun gjorde alle forudsigelser til skamme, da de allerede forrige weekend vandt det schweiziske mesterskab på overlegen vis. 

Klubben fra den lille by Thun ved foden af Alperne har været truet af konkurs flere gange i nyere tid. I 2019 var det så tæt på, at man måtte sælge en minoritetsandel af aktierne til flerklubsejerskabet Pacific Media Group. Navnet ringer måske en klokke hos danske fodboldfans, især på den jyske vestkyst. Det var nemlig under PMG’s ejerskab at Esbjerg blev ramt af en voldsom sportslig, organisatorisk og økonomisk nedtur.

 

Stilstand

Mens PMG’s ejerskab også havde katastrofale konsekvenser for klubber som belgiske KV Oostende, engelske Barnsley og franske AS Nancy, gik det mere stille for sig i FC Thun.

Flerklubsejerskabet havde i kraft af sin minoritetsandel kun begrænset indflydelse på ledelsen af klubben. Der blev ganske vist hentet enkelte spillere ind fra netværket, men ikke hele kuld af unge Barnsley-spillere, som tilfældet f.eks. var i Esbjerg.

Alligevel svigtede resultaterne og pengene fossede ud af kassen. I starten af 2024 var FC Thun igen på randen af konkurs, og det fik den lokale investor, Beat Farhni, til at springe til og overtage PMG’s aktieandel. 

Kontrakten med PMG var i sin tid blevet udstyret med en klausul, der gjorde at den kunne opsiges efter fem år. Efter afstemning blev Farhni godkendt som ny investor og PMG-bossen, Poul Conway, mistede sin plads i klubbens ledelse. 

Det skulle i den grad vise sig at være rettidig omhu. I sommeren 2025 år blev Conway nemlig arresteret pga. anklager om svindel i forbindelse med ejerskabet af konkursboet KV Oostende. 

 

Sparekurs

Med Farhni ved roret blev livremmen spændt ind i FC Thun. Der blev bla. skåret ned på stillinger i administrationen, og kommunikationsafdelingen, til fordel for en mere direkte sportslig styring. 

De to kulturbærere, klubpræsident, Andres Gerber, og cheftræner, Mauro Lustrinelli, fortsatte på deres poster. Begge har en lang historie i klubben og var aktive spillere da FC Thun deltog i Champions League i 2005/06-sæsonen

-For fem år siden sikrede PMG’s indtræden FC Thuns overlevelse. Siden da har de ansvarlige hele tiden gjort alt for at forblive så selvstændige som muligt. Vi bevæger os i en god retning og har blandt andet takket være forskellige lokale partnerskaber kunnet bevare selvstændigheden, forklarede klubpræsidenten, da Beat Farhni trådte til.

 

Vinderkonceptet

På spillersiden gik klubben over til en mere konservativ tilgang med lokal rekruttering. For at opnå en bedre økonomisk balance rettede man fokus på schweiziske spillere, egne talenter og unge profiler med videresalgspotentiale.

Et godt eksempel er 20-årige Ethan Meichtry, der har ydet et stærkt bidrag til det flotte mesterskab.

Den unge offensive midtbanespiller arbejdede som lokal vejarbejder, mens han spillede som amatør, indtil han blev hentet op på 1. holdet på anbefaling en ungdomstræner. 

Først og fremmest stilles der krav til at spillerne passer ind i klubben og er fortrolige med spilfilosofien. Under Lustrinelli spiller holdet med højt genpres, hurtige omstillinger og altid fremadrettet. Kombineret med effektiv kynisme i begge felter, er det en opskrift ingen af konkurrenterne har kunne hamle op med. Specielt i foråret har holdet været helt suveræne med bla. flotte sejre over storklubberne Basel og Young Boys. 

I skrivende stund er FC Thun hele 27 point foran de lokale rivaler, Young Boys, der har hjemme i den nærliggende storby, Bern.

 

Farvel til Farhni

Højest overraskende valgte redningsmanden, Beat Farhni, tidligere på året at forlade ledelsen i FC Thun. For den stille investor handlede det ikke om hans person, men alene om at genrejse klubben.

-Efter en intensiv tid med oprykningen til Super League, den sportslige succes i den nuværende sæson samt den økonomiske stabilisering af FC Thun, er det ideelle tidspunkt kommet for mig til at overdrage den operative ledelse som planlagt. Planen om at omstrukturere FC Thun bæredygtigt inden for tre år er lykkedes. Det kan vi alle med rette være stolte af, udtalte Farhni, da han trådte ud af ledelsen.

 

Nye vinde

Som romantisk anlagt fodboldfan, er det svært ikke at lade sig rive med. Historien om FC Thun er næsten for utrolig til at være sand. 

Og måske er det bare en freak-sæson. Måske vil de langt mere velstående konkurrenter igen sætte sig på toppen næste år. 

Men kigger man rundt omkring i Europa er der flere eksempler på at lokaltforankrede klubber vinder frem, uden de opskruede budgetter eksterne investorer ofte bærer med sig.

Herhjemme er AGF blevet mestre med et lokalt forankret kontroldelt ejerskab og i Skotland afgøres mesterskabet på lørdag i en direkte duel mellem stenrige Celtic og fanejede Hearts. 

I Østrig har medlemsejede Sturm Graz de seneste to år vundet mesterskabet - efter 10 mesterskaber i træk til Red Bull Salzburg.

 

Fællesskabets klub

Op mod 40 procent af aktierne i Brøndby er ejet af småaktionærer. Et godt bud er, at stort set alle har købt disse aktier med hjertet. Tusinder af fans engagere sig aktivt i klubben og fælleskabet gennem f.eks. Fanafdelingen. Titusinder følger klubben land og rige rundt. Hundredtusinder betragter sig selv som Brøndbyfans.

Overfor dette står et ejerskab bestående af 14 kendte og ukendte rigmænd fra USA, der ejer lige præcis 50,0000001 procent af aktierne, og dermed sidder alene på den afgørende kontrol og magt over Brøndby. 

I Fodbold Forening Brøndby kæmper vi for fremtidigt Brøndby IF, hvor fælleskabet er den øverste myndighed, og hvor investorer skal tjene penge MED Brøndby, ikke PÅ Brøndby. Én person eller ét selskab skal ikke sidde på hele magten. 

Den bestemmende myndighed i Brøndby IF skal i fremtiden udgøres af det fællesskab, som altid har været klubbens varemærke og vitale styrke.

 

Meld dig ind i Fodbold Forening Brøndby